Hvalpenes Dagbog/Puppy Diary


2011: 

 

 

 

 

 Anna with her Frede

 

 

    

 

Badgers Drift Rambling Red Rapture

Frede 

 

 

 

  

Badgers Drift Rambling Red Rush

Max

  

 

 25 February : Lidt update om hvalpene fra Meghans første kuld "RR" kuldet født d.12 april 2010: Badgers Drift Rambling Red Ranger "Charlie" tilbragte juleferien i Sverige og nød det i fulde drag, han er lige nu på vinterferie i det svenske igen. Charlie er i fuld gang med træningen;-) Badgers Drift Rambling Red Rogue "Balder" er også en berejst herre allerede, sidst var han en tur i Skagen på ferie, hvor han fik sin debut som vinterbader. "Balder" skal bruges som jagthund, så han har allerede været på kursus med mange andre jagthunde. Starter på træning igen her til foråret. Badgers Drift Rambling Red Rush "Max" skal også bruges til jagt og har derfor været på kursus. Måske kan han  få lidt jagt fif af "storebror" Samson, som er en voksen og erfaren Flatter. Max har også trænet i Spaniel Klubben og lige nu går han til RallyO hver lørdag. Badgers Drift Rambling Red Rapture "Frede" er startet op på træningen igen, han skal sammen med holdet både på bytur og strandtur. En af Fredes bedste legekammerater er mormors Retriever, Trego, på 4 år. Som en del andre Welshies er Frede født med døråbner genet, hvilket vi har beviset for på video. Farmor har lige har fået Labrador hvalpe, så dem har Frede naturligvis været henne og kigge nærmere på.   Badgers Drift Rambling Red Rover "Veto" er så priviligeret at kunne være med på arbejde hver dag i mors firma. Veto nyder livet ved vand og skov og bliver beundret meget for sit smukke ydre og dejlige sind.

 

2010:

20 October: Ella tager Breton legekammeraten Bailey med i hundebadet i Sunds. Der er 10 dages aldersforskel på de to hvalpe. Det er Baileys første gang i svømmebadet, men det går rigtigt fint. De to hvalpe hygger sig, tager hovedspring og apporterer dummies og badeting på livet løs.

 

 

Ella på den gyngende balancebom på legepladsen

Anna og Meghan på hundelegepladsen 17. oktober 2010

 

  

 

 

Hunting Red Meghan med sin "gamle" madmor, Birgit

 

 

17 October: Vi starter efterårsferien med at aflægge besøg hos Birgit & Kennel Hunting Red, som er den kennel Meghan stammer fra. Ella og mor Meghan er med på besøg, og de får hilst på mor/mormor Audi, som nu er 9½ og Meghans søster Enna. Det er fantastisk dejligt at se de 3 generationer tæver sammen. Vi savnede dog bedstemor Coco, som desværre døde i foråret 13 år gammel - en stærk tævelinje vi har med at gøre her ! Ella besøger også brormand, smuksakken Frede/Badgers Drift Rambling Red Rapture og familien. Ella og Frede giver den gas, leger, graver huller, spiser kødben og besøger den lokale hundelegeplads med masser af aktiveringsmuligheder for små poter. Frede er åbenbart født med døråbner genet i poten, han er blevet utrolig god til at åbne døre og han er også god til at opstøve mus OG spise dem !!  

3 October: Lidt up-date om de super lækre hvalpe: hvalpene går/har gået til hvalpemotivation og får alle ros for deres lydhørhed og gode kontakt til føreren, de vil gerne arbejde og lære noget. Max har overstået ét træningsforløb og starter nu på jagtkursus, hvor de allerede apporterer vildt. Max er tilmeldt sin første udstilling, så det bliver rigtigt spændende. Familien beskriver Max som meget velafbalanceret. Balder skal også bruges/trænes som jagthund, og han har da også været med på sin første lille jagt sammen med en sød FT Springer. Balder starter på et hold for jagthunde i oktober, han er allerede en god apportør. Ellers er Balder jo nærmest blevet "ø-hopper", da han holder ferie både på Læsø og Samsø osv. På ferierne får han også rigelig mulighed for at boltre sig i bølgen blå, hvilket er noget han elsker. Han har været på sit første skue og fik Særdeles Lovende. Charlie/Ranger har også god mulighed for at dyrke det våde element, da han bor blot 5 min fra stranden. Han går også til hvalpemotivation, og han har ligesom Ella og et par af de andre hvalpe en stor forkærlighed for grønne planter, som bliver totalt tilintetgjort. Charlie var Ellas sommerferiegæst et par uger, og da benyttede vi bl.a lejligheden til at tage en tur i hundebadet med svømmevest und alles. Veto(tidligere Rover) er nærmest havnet midt i paradis for jagthunde, han er omgivet at mængder af harer, fasaner og råvildt. På bare én enkelt morgentur flushede han 4 fasaner og lettede 6 stykker råvildt, så det er noget, der kan få lyset frem i øjnene på en Welsh Springer. Veto er blevet rigtig god til at gå spor og er i det hele taget en skøn hund, som skaber megen glæde omkring sig. Som alle de andre hvalpe er han tæt knyttet til sin familie og er ikke meget for at være alene. Heldigvis kan han ofte være med "mor" på arbejde. Frede, også kaldet Frede Fræk, Frede Fup og Fantastiske Frede, har også fået megen ros på træningspladsen. Han hygger sig tit med "mormors" hund Trego, en Golden Retriever på 4, og de kan sagtens finde på en masse numre sammen, f.eks har de spist en hel pose Läkerol, en klase vindruer og lidt af en Barbiedukke ! (Uden at blive syge). Ellers har han fuld gang i den fortsatte socialisering og har bl.a været til Åbent Landbrug, hvor der var ca. 250 brølende køer! Det var ikke særligt sjovt, så han prøvede at gø lidt af dem, men Nej, de holdt ikke op! Frede har også været en tur med i Legoland, men hold op hvor var der mange mennesker. Ligesom Ella har Frede en stor forkærlighed for døde dyr, f.eks mus, fugleunger, som de stolt bringer hjem. Charlie/Royal, den førstefødte er børnene Iben og Astas lyspunkt. Charlie er faldet utroligt godt til, er godt tilpas med tingene, og der er ikke meget der kan ryste ham. Han er lærenem og velafbalanceret. Ella "Divaen" er også utrolig lærenem, samarbejdsvillig og mild. Nysgerrig og udforskende. Hun går til hvalpemotivation sammen med 13 andre herlige hvalpe, desuden træner vi spor. Ella ved godt, hvad hun skal, når sporlinen osv kommer frem, så "starter" næsen allerede. Sammen med Balder har hun været på sit første skue, hvor hun fik Særdeles Lovende. Fløjten reagerer hun prompte på, hvilket er en reaktion vi også hører fra hvalpekøberne. Tiden nærmer sig for "lømmelalderen", så det bliver en tid, der kræver stor forståelse for hundens udviklingsfase, og at forventningerne til hunden ikke bliver for store. Hold fast i de gode ting/rutiner/øvelser hunden allerede har lært i hvalpetiden og lad være med at stresse el. presse hunden og fyld ikke for meget nyt på.

12 September: Vi holder hvalpetræf og aktivitetsdag med mulighed for at forsøge sig med RallyO, schweiss og foderslæb, lidt trim og ellers bliver der tid til en masse hyggesnak om hvalpe, Welshies, jagt osv. Vi er 5 hvalpe i alt, 2 kunne desværre ikke komme. Alle hvalpe er dødtrætte, da dagen er omme, de sover hele vejen hjem. Nogle spiser dobbelt af aftensmaden og er som sunket i jorden resten af aftenen. Det er fantastisk at se fregnerne igen, de følges stadig ad mht vægt og udseende generelt, men det er let at se Ella er tæven med det lidt mere feminine look.

9 July: Alle hvalpene er jo for længst flyttet til deres nye hjem, men vi har heldigvis tæt kontakt til hvalpekøberne, så vi kan følge med i hvalpenes hverdag og udvikling. I denne uge fylder de små fregner 12 uger, og de har været ved dyrlægen til sundhedstjek og deres anden vaccination. Hvalpene vejer nu mellem 8,5  og 9 kg og følges dermed stadig fint ad. Sundhedsmæssigt er de i fin form, de får ros ikke kun for deres udseende men også deres temperament, de bliver kaldt "smukke", "velafbalancerede" og "rolige", så det er vi naturligvis utroligt glade for. Flere af hvalpene har været ude at svømme, bl.a Ella (BD Red Rosaline), Charlie (Ranger) og Balder (Rogue), som har været i søen med far Flemming. Balder er allerede en dygtig apportør og apporterer gerne gæsternes sko og andre ting og sager til sit fine hundehus. Frede (Rapture) er startet på hvalpemotivation, og det går forrygende. Han har også lige været med ude at sejle og tager alle nye oplevelser i stiv arm. Til hverdag er Frede enehund, men i familien findes der andre hunde, han kan lege med, bl.a Trego. Max (Rush) hygger sig også derovre på Sjælland hos sin nye familie, hvor han stortrives. Max skal også være jagthund, og snuden er der i hvertfald ikke noget i vejen med. Han har selvfølgelig fået sin egen specielle dummy, Turner Richards naturligvis. Max er endvidere så heldig at bo sammen med en anden hund, jagthunden Samson, som er en Flatter. På Sjælland bor også Rover, som er så heldig, at han kan komme med på arbejde. Rover har 8 hektar at boltre sig på og har masser af harer at træne på. Han bor sammen med Pia, Søren og børnene Mathias, Signe og Simon. Rover charmerer alt og alle, dog bliver han lidt upopulær, når han skiller Simons legoting ad, som Simon har brugt timer på at bygge. Charlie (Royal), den førstefødte, trives også hos sin nye famiie, han får en på opleveren og som ved de andre, virker indkaldet med fløjten, vi har brugt fra 3-ugers alderen, super godt. Ella er startet på at gå spor så småt, det synes hun er spændende. Hun skal starte på hvalpehold efter ferien. Ella har haft sommerferiebesøg af sin fregnede bror Charlie (Ranger), som til dagligt bor i Fredericia, og de to har givet den gas hele ugen, hvor de bl.a har haft besøg af Bailey, en Breton hvalp.

5 June: I dag besøger vi vores naboer, Lars og Hanne, som ejer Elmgården. Hvalpene møder nogle af dyrene, og kommer tæt på to heste. De bliver også præsenteret for deres første due, alle er henne ved den, nogle prøver at apportere den. Hvalpene har haft en travl uge, de har besøgt dyreklinikken i Kjellerup og mødt de to tamme papegøjer, Coco og Tom, og er blevet sundhedstjekket og vaccineret første gang med Nobivac Puppy vacc. Alle hvalpene vejer ca. 5 kg. De er sunde og raske og åbne og modige hvalpe. Hvalpene er nu i deres 7.uge, d.v.s. den 3.del af socialiseringsfasen (7. - 12.uge) og er som en åben bog, det er NU, der dannes varige erindringsbilleder.

31 May: Hvalpene bliver præsenteret for deres første gråand. Alle er interesserede og går hen til den, nogle hurtigere end andre. Det er også blevet tid til havearbejde, og hvalpene hjælper til med at grave et fint hul.

30 May: Hvalpene bliver testet for at finde den bedste match mellem hvalp og hvalpefamilie. De testes på fremmed grund. Sjovt at se igen hvor forskelligt, de opfører sig i flok, og når de er alene. Efter testen er der fri leg for fuld udblæsning, og det er 7 trætte hvalpe, der vender hjem bagefter. Hvalpene får samtidig to køreture på dagen, helt alene uden mor. De piver lidt de første minutter, så slapper de af og lægger sig ned. På hjemturen høres ikke en lyd.

25 May: I dag har vi besøg af id-mærkeren, som også har hvalpenes stambøger med. Chipmærkningen forløber efter planen, og der er kun et par enkelte piv. De små fregner har også været på deres første hundebesøg hos ruhårstæven Tiki, som er god sammen med hvalpe. De tør alle gå hen og snuse til hende og et par enkelte lægger ovenikøbet op til leg.

23 - 24 May: De små har besøg af deres kommende ejere, der bliver leget, nusset og hygget. Skønt at de små kommer i så mange børnehænder. Vi har testet lidt skud på afstand, det går vældigt fint, ingen tager særlig notits af det. Der er også blevet tid til en lille tur i den store udendørs løbegård, fint at prøve at gå på lidt andet underlag. De små får også lov til at prøve at snuse til forløbene fra en råbuk.

21 May: Hvalpene er nu i den andel del af socialiseringsfasen (5. - 7. uge), som er karakteriseret ved, at hvalpene begynder at finde deres plads i kuldet. Deres lege bliver mere hårdhændede. Disse lege er vigtige, så de bl.a. lærer at løse konflikter. I denne fase er hvalpene også meget nysgerrige og skal gerne have mange nye ting at udforske. Jo mere mangfoldigt miljøet er jo bedre. Denne nysgerrighed kommer da også til udtryk i dag, da vi har besøg af vores dygtige fotograf. De strømmer hende i møde med logrende haler og synes vist, hun er ret spændende. Der bliver apporteret duevinge, kravlet på brændestak, løbet i agilitytunnel og smagt på mælkebøtter, så der er ikke noget at sige til, de små er trætte efter sådan en tur på opleveren.

19 May: I dag er hvalpene på deres anden køretur, og det går også rigtigt flot. Vi kører til dyrlægen for at blive vejet, da vores egen køkkenvægt ikke kan klare opgaven mere. Vægten siger nu omkring 3500 g for alles vedkommende. Vi prøver at stå på dyrlægens undersøgelsesbord, det går fint alt sammen. Udenfor klinikken er hvalpene nær blevet solgt til forbipasserende, der bare synes, hvalpene er SÅ nuttede.

16 May: Hvalpene får deres første oplevelse med forårsbukken, som en af vores gode venner har skudt her hos os. Hvalpene går hen og snuser til bukken, én tager endda fat i øret på den. Prinsesse "Ella" er dog lidt skeptisk og bliver pludselig 4 meter lang, men går helt hen til den til sidst. Senere får hvalpene besøg af vores gode ven og dyrlæge Majbritt, og vi har hvalpene på trimmebordet for lige at vænne dem til det. Vi tjekker tænder, vinkler, osv.

15 May: Hvalpene får besøg af deres onkel WSS Swingin´ Welsh Bud, som ejes af Birte. Bud er 4 år. Hvalpene tager godt imod ham, og går hen til ham flere gange og tager kontakt.

14 May: I dag kommer hvalpene på deres første lille køretur. Alt går fint, og hvalpene sidder sammen med deres mor i transportkassen. Bagefter får de lov at løbe lidt rundt på gårdspladsen. Vi træner nemlig også at gå på forskelligt underlag, såsom linoleum, trægulv, græs og grus. Fløjtesignalet for indkald har indtil nu kun været prøvet af inde men prøves nu af udenfor, det virker også fint her.

13 May: Vi har besøg af endnu et hold dejlige hvalpekøbere, det er skønt, når alle hvalpekøberne er så godt forberedte på at få en lille ny i familien.

10 May: Hvalpene bliver 4 uger i dag og vejer alle ca. 2500g. I fødselsdagsgave får de deres første ormekur, pasta på tube. Der gives 2 cm pr. kilo hund, så det bliver så til 5 cm pr. hund. Alle guffer det i sig uden problemer. Hvalpene prøver også den lille tunnel i legeindhegningen, de synes, det er sjovt, selvom der opstår lidt trafikkaos, når 2 skal igennem fra hver sin side på samme tid. De små synes Bobby er vældig interessant, men han ved ikke helt, hvad han skal stille op med dem endnu. De fregnede er oppe på 4 måltider "fast " føde om dagen nu !

8 - 9 May: Vi har besøg af nogle af vores dejlige hvalpekøbere, som glæder sig meget til familieforøgelsen. De små har været på græs for første gang i weekenden, det tog de i stiv arm.

7 May: Hvalpene spiser, sover og leger i stor stil.De bliver kaldt ind med indkaldsfløjtet, når de skal spise, og det reagerer de alle fint på. Indkaldssignalet forbindes således med noget positivt. Fløjten vi bruger er af mærket ACME 210½, som kan købes forskellige steder på nettet el. i jagtforretning. Der er én stor fordel ved at bruge fløjten ved indkald, og det er, at den aldrig er "sur", lyder næsten altid ens.

3 May: De små fylder 3 uger i dag! De får serveret deres første måltid "fast føde" og er i den forbindelse på tur uden for hvalpekassen. I løbet af et par minutter er alle i gang med at smaske løs, men de har jo også en vældig god appetit. I dag siger vægten mellem 1750 og 1800g, så man må sige, alle trives i bedste stil. Meghan kan og er også stolt af sine unger, som hun passer til punkt og prikke. Dagen benyttes også til at starte "lydvaccinationen" af hvalpene ved at afspille lyd-cd´en fra Auritus med alle mulige forskellige lyde, trafikstøj, barnegråd, tordenvejr, skud, osv.

1 May: Hvalpene er begyndt at udforske hinanden lidt mere, leger lidt med hinanden og bider i hinandens ører eller smager på en andens pote. De siger flere og flere forskellige søde lyde! Vi gør klar til næste uge, hvor hvalpene går ind i den første fase af socialiseringsperioden (3.-5. uge), hvor de så småt begynder at forlade hvalpekassen og søger kontakt med omverdenen. Det er også i denne periode hvalpene begynder at spise fast føde. 

27 April: I dag er hvalpene registreret og godkendt i Dansk Kennel Klub, så nu venter vi bare på ID-mærkeren, der skal chipmærke dem og samtidig har deres DKK stambøger med.

25 April: Hvalpene bliver mere og mere mobile for hver dag, der går, og nogle kravler nu på alle fire. I dag blev en af de små Runabouts til en lille Runaway, da den slap ud af hvalpekassen et kort øjeblik. Hvalpekassen blev straks forsynet med et ekstra stykke, således yderligere flugtforsøg forhindres. De små befinder sig nu i overgangsfasen (2.-3.uger) og bliver derfor håndteret roligt hver dag enkeltvist, dette skulle gøre dem mindre stressfølsomme sidenhen. Radioen spiller stille i baggrunden, alle deres sanser er jo i en rivende udvikling netop nu.

22 April: Hvalpene er blevet vejet i dag på deres 10. levedag, alle har fordoblet deres fødselsvægt og lidt til og vejer ca. 1000g. Sikke nogle basser;-) De har også fået klippet negle, det var de bestemt ikke tilfredse med. Vi glæder os til weekenden, hvor de sikkert åbner øjnene. Hvalpene bliver mere og mobile, de rejser sig lidt op på forbenene nu og løfter hovedet op.

19 April: Vi fejrer i dag Badgers Drift "RR" kuldets 1-uges fødselsdag. De stortrives alle, spiser, sover. De vejer alle ca. 750 g.

I fødselsdagsgave får de små fregner en indendørs kravlegård til senere brug.

16 April: De 7 små vidundere trives tydeligvis og tager fint på. Utroligt hvor mobile de allerede er, krabber hurtigt fra det ene hjørne af kassen hen til mælkebaren. Dyrlæge Majbritt var til barselskakao, og de små blev tjekket igennem. Det er et flot og ensartet kuld. Med posten i dag fik vi også en dejlig barselsgave fra familien Frederiksen, som skal have én af de lækre fregnede!             

14 April: Alt vel i hvalpekassen. Hvalpene er blevet vejet igen i dag og vejer alle omkring 500g el. lidt over. De spiser og sover, og Meghan passer dem til punkt og prikke.

13 April: Vi har besøg af vores super dyrlæge og ven, som tjekker Meghan og hvalpene igen. Hun synes, de ser fine og trivelige ud. Vi får en rigtig flot barselsgave af hende, en såkaldt hvalpebar, der er god, når mange små fregner skal spise sammen.

Meghan er lidt ude, men vil nu hurtigt ind til de små igen.

12 April: 7 dejlige Welsh hvalpe kommer til verden mandag aften, og fødselen strækker sig over 3 timer. Alt forløber efter planen, alt i alt et meget ukompliceret forløb. Der fødes 6 hanner og 1 tæve, alle livskraftige og uden defekter. Vil alle straks die. Meghan klarer det hele selv, og tager sig fint af de små.

9 Feb.: Dagen hvor hvalpe eventyret starter! Meghan er til parring hos Amhar(Zako), én enkelt, meget vellykket parring på 20 min. Vi har forinden taget blodprøver for at finde det optimale parringstidspunkt.